Tirsdag nat led Cuomo-familiens politiske dynasti et forsmædeligt nederlag til den unge selvbekendte socialist Zohran Mamdani i New York Citys Demokratiske borgmester primærvalg. Andrew Cuomo, tynget af familienavnet og hans egne skandaler stod som vogter for byens politiske magteelite alene på aftenen, men ligner han ufortrødent stiller op som uafhængig til valget i November. Upsettet giver et ekko i Alexandria Ocasio-Cortez’ sejr over partimaskineriet i 2018, med politisk bagland i stadens ydre borough Queens ligesom Mamdani. Men dennes valgpræstation nu endnu mere omkalfatrende idet han vandt på tværs af New York City samlet. Mamdani overvandt i sidste ende angreb på hans karakter med en folkelig, karismatisk, populistisk og jordnær kampagne. Spørgsmålet er nu hvordan magtstrukturerne i byen og i USA samlet vil reagere på Mamdanis sejr.
Skulle man have troet medierne var det primære narrativ omkring Zohran Mamdanis kampagne de sidste par dage før primærvalget en historie om frygt og bæven: en truende muslimsk-socialist der ville lade antisemitisme og kriminalitet råde i New Yorks gader og skrante byens øknonomi med høje skatter.
Den anden side af valgkampen var en folkelig politiker der på en svedende sommerdag tre dage før valgdagen med hundredevis af dødstrusler hængende over hovedet vandrede hele længden af Manhattan, og smilende omfavnede glade folkeskarer - ofte anråbt med slogans borgere havde set fra sociale medier som “gratis busser!”, “huslejestop!”. Når man ikke kunne huske kandidatens navn genkendte man smilet.
Det har hele vejen igennem været Zohran kampagnens stil: ude blandt vælgerne og tale direkte til New Yorkernes bekymringer og indignation - ofte med sjove optrin som blev lagt ud på sociale platforme og lod gade- og mediestrategien væves sammen i højere enhed. Der var interviews med “Halal-cart” madvognsindehavere der spurgte hvorfor chicken-over-rice nu kostede over ti dollars - masser af vox-populi content fra byens subways. Altid med det tilbagevendende fokus på almindelige hverdagsomkostninger: husleje, indkøb, transport og chicken-over-rice, my guy(autentisk accent).
Efter Trumps valgsejr sidste år havde kampagnen mødt folk i de områder af byen der havde set en højere støtte til Queens rigmanden, og nu landets præsident. Det gennemgående svar var at vælgerne følte pengene rakte længere under Trump.
Med tirsdagens sejr bar det vedholdende budskab om “affordability” frugt og overvandt koordinerede angreb der forsøgte at gøre Zohran til en skræmmende bøhmand. Afstanden både i det endelig stemmeresultat og i kampagnernes opløb til valgdagen var markant. Mellem Zohran og alliancen af interesser der var anstimlet imod ham: på den ene side en langsom og metodisk opbygning af politisk tiltro til en relativt ukendt kandidat gennem gadenær kommunikation på lige fod med borgerne - i den anden ende hysteriske angreb og anklager filtreret gennem store pengeindspark og traditionelle mediekøb.
Anti-Zohran segmentet i både New Yorks legendarisk korrupte og rygklappende Demokratiske partimaskineri, den globale finanshovedstads magteliter og byens konservative enklaver måtte imidlertid trækkes med den værst tænkelige fanebærer for deres interesser i eks-guvernøren Andrew Cuomo, hvilket gav det indre partioprør en unik chance for at vinde.
Det er svært at overdrive hvor ydmygende Cuomos nederlag er. Hans fars - ligeledes mangeårig guvernør Mario Cuomos - enorme politiske tække og popularitet i både byen og staten New York var Cuomo Den Yngres eneste egentlige styrke (udover kæmpe pengedonationer). Han lod familienavnet bære ham, viste sig knap nok frem i offentligheden, og undlod at melde sine kampagnestop til pressen på forhånd af frygt for ubehagelige spørgsmål.
Cuomos vampyriske frygt for belysningen af hans person og karriere er dog ikke overraskende. Hans utroligt korrupte og bryske tid som guvernør kulminerede med hans aftrædelse grundet masseanklager om chikanering a kvindlige medarbejdere - at han nu opløftedes af parti-insiderne med me-too revolutionen i frisk erindring viser naturligvis hvor kynisk og papirstyndt politikeres hæften for opgør med denne type adfærd var og er.
Dette forhold alene ville diskvalificere Cuomo men oveni dette kan f.eks. nævnes at han valgte at huse smittede borgere i alderdomshjem under New Yorks periode som corona-virussens epicenter - hvilket resulterede i måske tusindvis af undgåelig dødsfald. En gruppe af privat drevede alderdomshjem var stordonorer til ham, og han beskyttede dem mod juridisk udredning efterfølgende. Trods Cuomo har forsøgt at positionere sig som en anti-trump, komme han af den gamle skole af slibrig nærkampspolitik og fordækt spil i New York ligesom præsidenten.
Zohran Mamdani voksede op på det mondæne Upper West Side med far der er anerkendt post-kolonial teoretiker ved Columbia University og en mor der bl.a. instruerede den fine 90’er indie Mississippi Masala med Denzel Washington. Hans biografi er en nærmest parodisk kødeliggørelse af højrefløjs USA’s stereotyper om ventrefløjens habitus: i modsætning til Barack Obama er Zohran rent faktisk muslim, socialist og født i Afrika(Uganda).
Zohran har i lang tid været involveret i aktivisme i New York og steg op med et hold af unge politiske talenter fra den politiske organisation Democratic Socialists of America (DSA), som f.eks. Alexandria Ocasio Cortez, i kølvandet på Trumps første valg i 2016. Ikke siden kongresmedlem Meyer London og borgmesterkandidat Morris Hillquit i det tidlige 20. århundrede har socialistiske kandidater i New York stået så stærkt(nå ja kongresmedlem Jerry Nadler, tidligere DSA mand, gav først sin forbeholdne støtte til Zohran efter tirsdagens afgørelse).
David Backer, professor ved Seton Hall University udtaler om DSA’s modning som organisation:
“His embrace of DSA immediately separated Zohran from the field, activating this organization early on. It's also a function of the last ten years of DSA's sharpening its organizing experience. It's been ten years since Sanders ran for president and socialists have been working hard to learn the ropes. We're seeing the results of accumulated experience of victory and loss. I also think that the last mayoral cycle really got leftists thinking. There wasn't consolidation around one candidate and the field was a mess. This time, the wider left, maybe the WFP(Working Families Party) importantly, decided to focus its coalition powers on one person.”
Anekdotisk kan fortælles at en ven engang advarede Zohran om ambitionsniveauet da et ildevarslende tarotkort blev lagt til en politisk indsamling og grillfest i Prospect Park i Brooklyn.
Til valgaftensfesten, der udviklede sig til en hujende sejrsfejring, nød New Yorks venstrefløj at have overvundet deres ubekvemme partifæller i det Demokratiske parti: den besejrede kongesmedlem fra the Bronx Jamaal Bowman kunne ikke holde sin begejstring og stærke ord tilbage.
Denne blogs finansekspert Geeta Minocha deltog i festen og beskriver den kant om kampagnen lagde for dagen:
“I think Zohran ran a uniquely engaged campaign. Everyone was expecting his numbers with minority communities to be abysmal; this turned out to be untrue. Moreover, he over-performed in almost every single borough. Even the Republican and Centrist stronghold of Staten Island went less for Cuomo than anticipated. For me, the defining moment was when he decided to walk the length of Manhattan, from one tip to the other, and canvassed along the way. That’s such an inherently “New York” kind of move, and put him in front of people in a compelling way.”
Men det bemærkelsesværdige ved Zohrans borgmesterkampagne i år er dog at han kunne overkomme alle de mærkater som normalt gør en kandidat ikke valgbar i større politisk sammenhæng - socialist, muslim - og det det blev gjort gennem en ganske hæderlig, nærmest socialdemokratisk eller New Deal Liberalisme type tilgang forenet med jordnær pragmatisk populisme. En chief of staff for en Demokratisk lokalpolitiker i Brooklyn understregede overfor mig hvordan kampagnens fysiske nærhed ift. vælgerne var afgørende for at gennembryde angrebene. Man var ude i de lokale foreninger, bestyrelser, masjids og synagoger.
Zohran har afgjort baseret meget af sin strategi på Bernie Sanders’ borgmester periode i Burlington, Vermont i 1981-89 med sin man-on-the-street tilgang. Zohran minder sjovt nok også mere om Mario Cuomo politisk end hans egen søn da mange har kære minder om ham som en af de sidste prominente Demokrater der stod for et mere arbejderklasse- og fagforeningsvenligt Demokratisk parti som døde ud i 1980’erne og 90’erne. Cuomo den ældre var kendt som “Hamlet ved Hudson Floden”, for hans tøven med at stille op til præsidentembedet.
King Fish-over-rice i Hudson Floden
Zohran var i stand til at ekspandere sin vælgerkoalition udover de typiske DSA højborge blandt unge veluddannede i gentrificerede dele af New York gennem sin venlige populistiske pengepungsdagsorden. Hver gang man bedyrede at han ville lade skatter og kriminalitet stige, indføre kommunisme og sharia, og ikke kærede sig som Israel slog han og kampagnen på grundpillerne i platformen: gratis busser, fastfrysning af leje og offentligt subsidierede grønthandlere. Kriminalitetsstatistikken har været stabil, hvor inflationen er gået op hvilket Zohrans kampagne i modsætinng til resten af feltet forstod og derfor fokuserede på.
På valgaftenen vandt Zohran tre ud af fem af New Yorks boroughs: Queens, Brooklyn og (helt utænkeligt) i Manhattan. Han vandt i Wall Streets Financial District og det hippe Astoria, Queens havde højere stemmetal end hele Upper East Side.
Et enkelt sted i det vestlige Queens som ellers var Zohran vælger-land der stemte på Cuomo var USA’s største almene boligkompleks Queensbridge Houses. Cuomos gamle partimaskine kapital gør stadig at mange arbejderklasse New Yorkere, sorte som hvide, pragmatisk eller defensivt vælger den etablerede kandidat, og det samme gør mange større fagforbund fordi man frygter repressalier ved at støtte et oprør imod de herskende strukturer. Zohran nyder dog opbakning fra mange menige medlemmer, hvis ikke lederskabet.
Det bliver nu Zohrans opgave at bringe disse segmenter ind i koalitionen. Han har de unge venstreorienterede New York, og enorm opbakning i etnisk mangfoldige nabolag i Queens, Brooklyn og Harlem hvor mange husker hans ni dages sultestrejke til fordel for byens taxachauffører der har været økonomisk pressede af rideshare apps.
Zohran er nu den absolutte favorit til borgmesterposten, uformelt tiltalt: Hizzonah, i November. Men hvem ved, stordonorerne i New York er skrækslagne og prøver ihærdigt at finde en måde at afværge at en socialist antræder det højeste embede i det vigtigste finansknudepunkt i verden. Den febrilsk tweetende millardær Bill Ackman, der var meget involveret med at dæmonisere demonstrerende studerende på Ivy League universiteter de forgangne to år har bebudet en større investering i at frembringe en redningskandidat gennem indskrevne brevstemmer til at stoppe Zohran i November. Dette ville blive en svær manøvre. Cuomo ligner han vil fortsætte sit ydmygende og meget usandsynlige kandidatur som uafhængig, men hans institutionelle insider støtte og pengeinteresserne har forladt ham nu han har stanken af nederlag på sig. Den siddende korruptionsanklagede borgmester Eric Adams har før vist han kan appellere til Republikanske vælgere og vinde med deres støtte, så måske vil man satse på ham - en charmerende slyngel har før vist sig konkurrencedygtig i amerikanske valg. Siden ingen havde forventet at en Republikansk kandidat ville være relevant denne valgrunde har den excentriske stifter af gadeordens/selvtægts-organisationen Gurdian Angels, Curtis Sliwa, som bor med kone og et dusin adopterede gadekatte i en etværelses lejlighed, sat sig på nomineringen. Nogle har foreslået at det Hvide Hus skulle tilbyde ham en bestilling så man kunne få et stærkere kort ind til November valget.
Zohrans opstigen i målingerne gav anledning til en strategi der forsøgte at tilsmudse New Yorks potentielt første muslimske borgmester som havende antisemitiske holdninger, og har forsøgt at afkræve ham et svar omkring hvorvidt Israel har ret til at bestå som rent jødisk stat. Dette kulminerede ved en farceagtig TV debat mellem kandidaterne hvor hele feltet på nær Zohran lovede at deres første officielle udenlandsrejse som borgmester skulle være til Israel - man må tro at New Yorks vælgere hellere ville have at deres borgmester blev tættere på hjembyen og fokuserede på arbejdet for hånden. Men tirsdagens resultat viser at sådanne angreb tydeligvis ikke har den intenderede kraft mere, eller i hvertfald at en kampagne bundfældet i seriøse pragmatiske tiltag og gemytlig retorik kan overvinde denne type karaktermord. Han sidekandidat og måske vigtigste støtte har også været byens finans- og budgetombudsmand Brad Lander, der er en folkekær by-administrator med dyb tiltro flere jødiske miljøer. Som offentligheden kommer til at kende kandidaten bedre vil Zohrans imødekommenhed og karisma være svært forenelig med portrættet af en ondsindet antisemit. Måske har man nået et vendepunkt på denne front, en træthed er ved at indfinde sig efter de seneste to år med fygende anklager. De betydelige summer der gennem politiske såkaldte donor-”PACS”, hvoraf mange gjorde byvalget til et spørgsmål om en konflikt i Mellemøsten, led den aften nederlag. Busser i Queens var mere vedkommeden end busser i Tel Aviv. New York afviste at skulle være en symbolsk kamp om større spørgsmål udenfor byen og valgte istedet at forsøge at adressere de helt nære problemstillinger.
Et andet forhold der ikke kan undlades eller underkendes mod November og er hvad New Yorks politi vil gøre. Skiftende bystyrer har skullet slås med det meget selvrådende NYPD der nyder et årligt budget større end militæret i de fleste NATO medlemslande, og endog Nord Koreas. De gjorde den tidligere borgmester Bill de Blasio til deres fjende med trusler mod hans familie, og foranstaltede optøjer i 1992 der ledte til borgmester David Dinkins nedtrædelse efter han forsøgte at oprette et civilt organ til højere gennemsigtighed i politiets håndhævelsesmetoder. Zohran har før talt om at reformere politiet, så der kunne være konflikt at vente på den front.
Endelig vil New Yorks delstatsstyre også præsentere en barriere for Zohrans tiltag idet bystyret skal sikre dets budgetudvidelser fra guvernør og delstatsregeringen i Albany. Indtil videre har den Demokratiske statslederskab i guvernør Kathy Hochul og senator Chuck Schumer været kølige og afmålte i deres lykønskninger. Det ligner dog at det Demokratiske parti for nu må sluge ham som kandidat, selvom de ikke er meget for det.
Trump har allerede gjort Zohran til mål for sine angreb, så ved hans mulige valg i November vil New York blive en større skueplads for spændinger mellem lokal- og national politik - man kunne frygte optrin som i Los Angeles de seneste uger.
Angrebene vil forventeligt kun tage til imod hans person som efteråret skrider frem.
Zohrans opsigtsvækkende sejr synes for indeværende at have påbegyndt et muligt vibeshift, sammenligninger med New Deal Æra politikere som Fiorello LaGuardia og Huey “The King Fish” Long florerer, grundet Zohrans folkekærhed og medietække. For nu er det en opløftende skud i armen til det amerikanske demokrati og givet New York lidt livskraft og anledning til hed diskussion på en sommer hvor The Knicks igen ikke nåede mesterskabet.